LogoOm Nysted Roklub
  Velkommen til NYSTED ROKLUBS hjemmeside.


Storts format tryk her Nysted Roklub ligger smukt placeret i bunden af Nysted Nor, nærmere bestemt på adressen:

Strandvejen 4, 4880 Nysted

Find adressen ved klik her.
(NB. Mostrups kort er ikke lige nøjagtige med angivelsen af NYSTED ROKLUBs beliggenhed. Klubben ligger noget nord for det angivne punkt, næsten lige ud for SKIBSBROSTRÆDE.

Læs også de seneste optegnelser om Nysted Roklubs historie - til supplement til nedenstående.

Lidt fra NYSTED ROKLUB's 50 års jubilæum. Se udpegning af æresmedlem Aksel Hansen, samt muligheder i teksten nedenfor.

Frisk ungdom præger 50-årig Nysted-klub - Og nu lægger rosportfolkene årerne for at holde fest.

NYSTED - Tirsdag den 4. juni lægger Nysted Roklub årene og fatter i stedet kniv og gaffel. Den dag fylder klubben 50 og fejrer jubilæet ved en fest i Skansepavillonen.

Formanden for Dansk Forening for Rosport, Jørgen C. Madsen, kommer for at være med til at hylde klubben, og blandt gæsterne vil man også kunne finde kredsformanden, Aage Jensen, Nykøbing F., og formanden for Sjælland- og Lolland-Falsterkredsen under kano- og kajak forbundet, Gudme Christensen, Næstved, eftersom kano- og kajakroning jo for nylig er kommet ind under Nysted Roklubs regi. Desuden glæder man sig til at se manden der tog initiativet til klubbens oprettelse, pens. postmester M. E. Nielsen, Valby - for 50 år siden postassistent i Nysted. Og så kommer naturligvis også en af de gamle formænd snedkermester Carl Lindahl, Nysted.

Plus naturligvis størstedelen af klubbens medlemmer, deraf en masse friske ungdomsroere.

Postassistent Nielsen kom selvfølgelig i klubbens bestyrelse, men den første formand blev bankbestyrer Clausen (man har glemt fornavnet, som heller ikke er noteret i de gamle bøger) og i bestyrelsen kom desuden trafikassistent Serup Hansen, gartner Petersen og købmand Tousing Møller.

Gammel sport.

Nu kan man vel dårligt kalde disse gode mænd for pionerer inden for rosporten i Nysted, for det siger næsten sig selv, at der i en by med en sådan beliggenhed må have været roklub længe før 1924. Det var der også, men den var ikke levedygtig, af ukendte grunde. Men levedygtig blev den klub, som oprettedes 4. juni 1924. Det skyldtes fremragende ledere gennem årene, bl.a. formændene bestyrer Andresen, læge Aage Jacobsen, Carl Lindahl, Serup Hansen (formand 1935- 47), lagerchef Poul Ebbe (han bor i Skanderborg, men kommer også til festen), redaktør og borgmester Arnold Jensen og naturligvis ikke mindst snedkermester Victor Rasmussen, formand siden 1956.

Klubben smider ikke om sig med æresudnævnelser, kun en enkelt mand har hidtil opnået æresmedlemskab, læge Jacobsen, der ganske vist kun var formand i nogle få år i begyndelsen af trediverne, men som bag kulisserne udførte et mægtigt arbejde for rosporten, ikke mindst i form af private økonomiske tilskud.

Nysted Roklub har gennem årene gjort sig smukt gældende på kaproningsbanerne. Første fornemme placering var 2-årers inriggerens andenplads i 1930 ved danmarksmesterskabet. Ved årerne sad Edmund Larsen og Rudolf Preuss. Fornemste resultat opnåedes dog i 1951, da 4-årers inriggeren vandt det danske mesterskab på Bagsværd sø. I båden sad Kaj Rask, Jørgen Jørgensen, Jørgen Duvier, Leo Jacobsen og styrmand var træner Poul Ebbe. Man har også grund til at erindre Kurt Jørgensen og Bent Andreasens uofficielle danmarksmesterskab i 1961 i to-årers outrigger.

Langtursroningen har altid haft Nysted Roklubs bevågenhed, og klubben var den første på Lolland-Falster, som modtog DFfRs langtursnål - og der faldt ikke færre end tre nåle på samme tid.

Unge til orde.

Nysted Roklub blomstrer på det smukkeste i jubilæumsåret. Den råder over mange kvikke ungdomsroere, som opnår glimrende placeringer på kaproningsbanerne. At de unge også er vågne på det organisatoriske område beviste de for kort tid siden, da de tog initiativet til oprettelse af en ungdomsbestyrelse. Den fungerer godt.

Og den blev uden betænkning konfirmeret af den rigtige bestyrelse, formand Victor Rasmussen, Ib Jørgensen, Peder Hansen, Bruno Olsen og Flemming Mølgren, samt kasserer Bent Trier Hansen.

Victor Rasmussen har sat sine spor i klubbens bestyrelse siden 1940 og har altså været formand siden 1956. Under hans ledelse er klubhuset blevet udvidet flere gange, og bådemateriellet er blevet forøget støt. Han har aldrig haft vanskeligt ved at få medlemmerne til at udføre et frivilligt arbejde.

Små midler.

- Uden det frivillige arbejde kunne vi ikke eksistere. Midlerne i klubben har aldrig været store, tværtimod har det hele tiden været en kamp for tilværelsen. Det er det stadig, men vi klarer den da, siger Victor Rasmussen, der peger på, at det er dyrt at købe både og årer og i det hele taget drive en klub på trods af det store frivillige arbejde.

Jubilæumsdagen indledes med to timers reception i klubhuset om formiddagen, og om aftenen er der så festmiddag på Skansen.