|
Lidt historiske kendsgerninger om NYSTED ROKLUB.
Det siger næsten sig selv, at Nysted – med sin særlige beliggenhed
– må have haft en roklub længe før 1924. Det var der formentlig også
omkring 1910, men den var ikke levedygtig. Årsagerne er ukendte, men man kan
fristes til at mene, det skyldtes mangel på stærkt lederskab.
Men levedygtig blev den klub som oprettes 4. juni 1924.
Det skyldtes fremragende ledere gennem årene, bl.a. formændene bestyrer
Andresen, læge Aage Jacobsen, Carl Lindahl, Seerup Hansen (formand 1935 –
47), lagerchef Poul Ebbe, redaktør Arnold Jensen og ikke mindst snedkermester
Victor Rasmussen – i klubbens bestyrelse siden 1940 og formand fra 1956.
Her kommer lidt om starten på klubben i 1924:
Sidst på året 1923 fik postassistent M. E. Nielsen den tanke, at der burde være
en roklub i Nysted (især da der tidligere havde været en roklub fra 1910 til 1914).
Under et besøg i Nyborg hørte postassistent M. E. Nielsen at Kerteminde Roklub
havde en 4 årers til salg, og han sendte bud efter trafikassistent Serup
Hansen. Sammen tog de til Kerteminde og købte båden for kr. 100,-.
Båden blev købt sammen med bankbestyrer Clausen, som var med på ideen
om at starte en roklub.
Den 8. april 1924 har Kerteminde Roklub set båden efter og lappet 13 læk, og båden
er klar til afgang fra Kerteminde med damper.
Den 23. april 1924 sendes båden med M/S "EGEN" til København og
omlades og derfra direkte til Nysted for en fragt af kr. 20,00.
Fredag den 30. maj 1924 kl. 8 aften afholdes et møde, hvor man drøftede
mulighederne for at oprette en roklub. Bankbestyrer Clausen, trafikassistent
Serup Hansen og postassistent M. E. Nielsen meddelte, at de i forening havde købt
en båd i Kerteminde. Båden ville de stille til rådighed for en eventuel
roklub for anskaffelsesprisen + reparations- og transportudgifterne i alt ca.
kr. 300.
Onsdag den 4. juni 1924 afholdtes på Nysted Hotel konstituerende
generalforsamling kl. 8 aften, hvor man fik vedtaget love, stander og rodragt.
Til bestyrelsen valgtes bankbestyrer Clausen til formand, bestyrer
Andreasen tit næstformand og materialeforvalter, postassistent M. E. Nielsen
til sekretær og rochef samt assistent Serup Hansen som kasserer. Som
suppleanter valgtes købmand Thousig Møller og commis Sjelle.
Allerede fra starten afholdt man en fest, som gav et overskud på kr. 747,-.
Man rettede henvendelse til Nyborg Roklub om hvordan man blev optaget i D.F.f.R.
Af svaret fremgår det bl.a. at bladet RONING ikke udkommer regelmæssigt for
tiden (hvilket bladet heller ikke har gjort siden).
Den 1. januar 1925 indmeldes klubben i D.F.f.R., og man indkøber en ny 4 årers
inrigger til en pris af kr. 1.400,-.
På et bestyrelsesmøde den 16. oktober 1924 vedtog man at afslå en anmodning
om medlemskab fra en kvindelig ansøger.
Klubben smider ikke om sig med æresudnævnelser og kun enkelte har hidtil opnået
æresudnævnelse, nemlig læge Jacobsen, der ganske vist kun var formand i nogle
år i begyndelsen af trediverne, men som bag kulisserne udførte et mægtigt
arbejde for rosporten – ikke mindst i form af private økonomiske tilskud. Også
den tidligere formand Victor Rasmussen blev ved sin tilbagetræden i 1980 udnævnt
til æresmedlem for sit mangeårige arbejde for klubben. Desuden er tidl.
formand Aksel Hansen udnævnt til æresmedlem.
Nysted Roklub har gennem årene gjort sig smukt gældende på kaproningsbanerne.
Første fornemme placering var 2-årers inriggerens andenplads i 1930 ved
danmarksmesterskabet. Ved årene sad Edmund Larsen og Rudolf Preuss.
Fornemste resultat opnåedes dog i 1951, da 4-årers inriggeren vandt det danske
mesterskab på Bagsværd Sø. I båden sad Kaj Rask, Jørgen Jørgensen, Jørgen
Duvier, Leo Jacobsen og styrmand var træner Poul Ebbe.
Nysted gjorde sig for første gang bemærket i outrigger-bådtypen i 1961, da 2-åreren
med Kurt Jørgensen og Bent Andreasens blev uofficielle Danmarksmester sammen
med den formentlig bedste indpisker klubben har kendt, Ole Thustrup Mortensen,
som styrmand.
I de senere år har flere Nysted-mandskaber hentet flotte placeringer, men helt
i toppen kom klubben først i 1977, da Jytte Larsen i single erobrede danske
mesterskaber. Det blev imponerende fulgt op af Gitte Apel i 1986 med det
nordiske mesterskab.
Langtursroning har altid haft Nysted Roklubs bevågenhed, og klubben var den første
på Lolland-Falster, som modtog DFfRs langtursnål – og der faldt ikke færre
end tre nåle på samme tid.
Efter Victor Rasmussens ophør i 1980 blev formandsjobbet overtaget af
slagtermester Peder Hansen bistået af bestyrelsen Lillian Jørgensen (næstformand),
Benny Jensen, Lars Hansen, Jørn Hansen og Bruno Olsen (kasserer udenfor
bestyrelsen).
Om begivenheder i Nysted Roklub.
Klubben 50-årige jubilæumsfest.
Tirsdag den 4. juni 1974 lagde Nysted Roklub årene og fattede i stedet kniv og
gaffel. Den dag fyldte klubben 50 år og fejrede jubilæet ved en fest i
Skansepavillonen.
Formanden for Dansk Forening for Rosport Jørgen C. Madsen kom for at være med
til at fejre klubben, og blandt gæsterne så man også kredsformanden Aage
Jensen, Nykøbing F. og formanden for Sjælland og Lolland-Falsterkredsen under
kano- og kajakforbundet Gudme Christensen, Næstved, eftersom kano- og
kajakroning for nylig var kommet ind under Nysted Roklubs regi.
Desuden kunne man glæde sig med at gense manden, som tog initiativet til
klubbens oprettelse i Nysted for 50 år siden – postmester M. E. Nielsen. Også
en af de gamle formænd mødte op – nemlig snedkermester Carl Lindahl, Nysted.
Naturligvis mødte også størstedelen af klubbens medlemmer, deraf en masse
friske ungdomsroere.
Bestyrelsen bestod på jubilæumsdagen af: Victor Rasmussen, formand, Ib Jørgensen,
Peder Hansen, Bruno Olsen og Flemming Mølgren, samt kasserer Bent Trier Hansen.
Jubilæumsdagen blev indledt med en to timers reception i klubhuset om
formiddagen og om aftenen var der en festmiddag på Skansen.
Stor jubelfest da roklubben blev 60 år.
Mandag, den 4. juni 1984 kunne Nysted Roklub fejre sin 60-års fødselsdag.
Denne betydningsfulde klub, der har spillet en så væsentlig rolle for idræts-
og fritidslivet på egnen, kunne fejre dagen med en reception i klubhuset fra 10
– 12, og om aftenen en stor fest på den Gamle Gård i Stubberup, hvor årer
og styresnor blev erstattet med lang kniv og gaffel.
Det blev en storslået fest med deltagelse af mange medlemmer og blandt de særligt
indbudte sås klubbens to æresmedlemmer Aksel Hansen og Victor Rasmussen.
Desuden var inviteret borgmester Bent Bille-Hansen, Dansk Forening for Rosports
viceformand Erik Andersen, der erstattede Landsformanden, som ikke var i stand
til at møde (til sin store beklagelse), kredsformand Eva Johansen, Sakskøbing,
og formanden for fritidssamvirke i Nysted Kommune Jan Gleie, Sønderhave.
Desuden var inviteret en repræsentant for kajakforbundets landsledelse.
Bestyrelsen på jubilæumsdagen bestod af: Peder Hansen, formand, Lillian Jørgensen,
næstformand, Benny Jensen, Lars Hansen, Jørn Hansen og Bruno Olsen, kasserer
udenfor bestyrelsen.
Af de gamle gemmer er fundet indbydelsen frem. Denne ses indskannet nedenfor:
|

|

|
Tilbygning til klubhuset i 1986.
I løbet af efteråret 1986 opførte Nysted Roklub en tilbygning til klubhuset.
Arbejdet blev udført af klubbens medlemmer.
Nedenfor ses indskannet billede fra opførelse – ses fra Sejlklubben:

Kan
se tilbage på 75 år ved årerne.
Fredag, den 4. juni 1999 kunne Nysted Roklub fejre sit 75-års jubilæum.
Dagen blev fejret med et par timers reception i klubhuset om eftermiddagen og en
efterfølgende fest med middag i den gamle biograf i Nysted om aftenen.
Mange medlemmer var mødt op og den berlinske venskabsklubben ”Hevella” var
også repræsenteret.
Desværre måtte den nuværende formand – Jan Gleie – på jubilæumsdagen se
i øjnene, at tidligere tiders aktiviteter, som bl.a. har givet mange flotte
resultater, nu er afløst af motionsroning.
- Vi mangler en til at tage sig af træning og instruktion for kaproning –
siger Jan Gleie. Det var tidligere Peder Hansen (slagtermester), der tog sig af
det, og der er flotte resultater at se tilbage på. Siden hans aktive tid i
klubben er der ikke rigtigt blevet gjort det helt store ud af kaproning. Vores
økonomi er ikke rigtigt til at bære en træner.
De flotte resultater han henviser til er Jytte Larsens Danmarksmesterskab i 1977
og Gitte Apels nordiske mesterskab i 1986. Det er resultater, der stadig tales
om med stor respekt i klubben.
Mange har gennem årene ydet en stor indsats for at holde klubben i gang. Det
falder naturligt at nævne snedkermester Victor Rasmussen og slagtermester Aksel
Hansen i den forbindelse. Deres indsats har været guld værd for klubben, og de
har også modtaget fortjent hæder for det.
Som nævnt er det mest motionsroning, der nu udøves af medlemmerne. Der er 65
af slagsen, og omtrent halvdelen er aktive på vandet. Nogle mere end andre. Og
det er påfaldende, at det især er de kvindelige medlemmer, der sæson efter sæson
noteres for mange kilometer i bådene.
Klubben har 13 robåde, 11 kajakker og en kano til medlemmernes rådighed. Der
var tidligere en kajakklub i Nysted, men den blev for over 25 år siden
sammenlagt med roklubben.
Langtursroning har tidligere været praktiseret i et vist omfang, men nu bliver
det mest til den årlige tur til stævne ved Alstrup, og ind imellem også et
arrangement med fælles roning til havnen i Høvænge, hvor der kan festes.
Det var hvad der kunne fremfindes fra de gamle protokoller m.m. Skulle der være
medlemmer, som kan tilføje eller supplere oplysninger er de meget velkommen til
at kontakte undertegnede John Voigt på telefon 42 23 57 02 eller via e-mail voigt@postkasse.org
|